Borgklippen

Borgklippen dominerer vores udsigt under det meste af opholdet. Borgen (Kala på tyrkisk) ligger på toppen af den 250 m høje halvø, der stikker ud sydpå fra byen. Det er en samling ruiner fra begyndelsen af 1200-tallet, som udfylder et stort område omkranset af en høj og 6½ km lang mur med firkantede tårne. Inden for muren er der adskillige bygninger inklusive kapeller, soldaterbarakker og fangehuller. På sydsiden af muren er den berømte platform, hvorfra en del fanger blev skubbet ud til et frit fald og den sikre død nede på stranden.


Mest impone-rende for os er nedstig-ningen fra borg-området, som byder på en serie formidable udsigter ned til Kleopatra-stranden på vestsiden, øststranden, byen, havnen og de sneklædte Taurusbjerge i baggrunden. Langs vejen har en del lokale små stande, hvorfra de faldbyder hjemmelavede håndarbejder.

Bedst af alt er måske udsigten fra terrassen: Vi ser ud over byen med middelhavet og halvøen i bagrunden mens svalerne flyver rundt i terrassehøjde. Et par er ved at bygge rede direkte på husmuren heroppe under taget. Kigger vi den anden vej har vi Taurusbjergene. Og op ad bjergsiderne ligger spredte bebyggelser som vores. Der er i de allerseneste år bygget rigtig mange ferielejligheder, men mange står tomme.

Beklager venner

Internetforbindelsen i Alanya Park Residence svigtede, så vi har ikke været i stand til at holde jer ajour.

Nu er vi hjemme igen, lidt trætte og ret så brune, og vi prøver at rette op på det forsømte i de nærmeste dage. Men vi kan allerede nu sige, at Alanya har meget at byde på. Det var en dejlig forårsferie.

Ikke for at gå Foghs fodspor, men ...

... om et par døgn er vi i luften på vej til Tyrkiets sydkyst. Vore gode rejse-venner har lånt en lækker penthouse-lejlighed på 9-10. etage i Alanya med noget i retning af denne udsigt.

Vejret tegner fint, så det ser lovende ud.

Hvordan det udvikler sig i virkeligheden, det hører du nærmere om en af dagene. Vi skal nok passe på trapperne, hvis vi står op om natten.

Vildbjerg Gamle Skole

Det viser sig, at den smukke hovedbygning på min gamle skole "Vildbjerg Folke- og Realskole" havde 100 års jubilæum i 2008.

Jeg begyndte min skolegang bag vinduerne til venstre i stueetagen, og det må have været i 1950. Skoleinspektøren hed "lærer Jensen", og han havde et spanskrør, som nogle af mine kammerater fik at føle.

De første måneder skrev vi med griffel på små skifertavler. De blev udskiftet med træblyanter og papir. Blyanterne blev skiftet ud med penne, som skulle dyppes i et blækhus. Omkring min konfirmationsalder blev det heldigvis muligt og tilladt at bruge fyldepen, men den moderne kuglepen, som kom frem i den sidste del af min skoletid, blev vist aldrig anerkendt som et ordentligt skriveredskab i Vildbjerg Gamle Skole.

I den nye og meget moderne Vildbjerg Skole bruger man naturligvis bærbare PC'er og Smart Boards.

Dansk sommervejr

I går kom vil hjem til 16 grader og regn. Noget af en kontrast til Malta.

I dag tegner vejret fint, men derefter er det dansk igen:

Mere Malta

Vi er her endnu, og det er varmen også.

I dag har vi sejlet med Captain Morgan rundt om hele Malta og naboøen Comino, og temperaturen har iflg. de lokale været oppe at ringe omkring de 35 grader.

Vi drikker og sveder og fordamper, men her efter kl. 21 i aften har det lignet vejrforandring. Vi har spist nede ved bugten, og en behagelig vind på i hvert fald under 30 grader smøg sig omkring os. Men nej, vi har lige tjekket vejrudsigten for i morgen. Den siger uforandret 34 grader, svag vind og en luftfugtighed på 80%.

Tilbage til Comino. Captain Morgan gav os et stop på tre timer i Den Blå Lagune. Hvis ikke der var så helvedes hedt, ville det være et paradis. Middelhavets mørkeblå skiftede inde i lagunen til klar grønlig-blå, og lagunen var indrammet af markante klippeformationer, som rejste sig op af havet. Et smukt syn. Folkeslag med andre gener end vores, kunne tåle mosten, så de badede og slikkede solskin fra store og små både og fra klippekysten.

Hanne var dog i Den Blå Lagune. Så kaldte frokosten, og derefter havde vi ikke energi til igen at forcere de solstegte klipper hen til badestedet.

Vi skal måske lige tilføje, at vi i lørdags tilbragte et par timer på vores egen strand. Resultatet ses endnu som en pink farve på Franks mave.

Malta

Jo, vi er ankommet til Malta.
Det gik på trods af fummelfingrede agenter i flere lande. Andre samlede stumperne op og fik det til at gå, selv om fx vores hotelværelse var afbestilt kort før vi ankom.

Vi har på første dag orienteret os lidt i de nærmeste omgivelser. Herover ser du strandpromenaden i Qawra, yderst ved St. Pauls Bay, og billedet til venstre er set fra vores altan.

Her er vi længere nede ad strandpromenaden ud for Bugibba.
Tip: Klik for at se et større billede og før musen hen over billedet for at se teksten.

Siden har vi kigget på hovedstaden Valetta. Her hovedgaden ud for den store katedral. Statuen minder om den nordiske periode sidst i 1000-tallet.

Og vi her har vi indsejlingen til Mgarr på naboøen Gozo, hvor vi naturligvis tog til hovedbyen Victoria og så på Citadellet.

Vi har det lunt - for ikke at sige meget varmt. Med 30 grader fra morgenstunden er vi under hastig nedsmeltning. Heldigvis har vi fået installeret køleskab med fryser - alt i husholdningsstørrelse - så vi klarer os igennem med mange kolde drinks.

Malta?

I morgen mandag får vi forhåbentligt besked, om vi kan komme til Malta på onsdag.

Hmm.

Byen og menneskene

Vi kan ikke påstå, at vi kender St. Petersborg efter tre-fire dage i byens centrum, men vi sidder tilbage med indtrykket af en moderne storby. Større og prægtigere end de fleste EU-storbyer.

Der er ikke meget sovjet-beton over de centrale bydele. Der er nu fest og farver i gaderne, og indbyggerne er i gang med at blande østlig og vestlig kultur.
Ikke alene er der overalt skilte med Coca Cola – vi så mange eksempler, hvor der indgik vestlige ord (stavet med latinske bogstaver) i russiske sætninger, som skrives med kyrilliske bogstaver. Se fx banneret med "Diamant" på billedet. McDonalds derimod står skrevet med kyrilliske bogstaver på skiltene.

Skiltet herunder viser en anden form for låneord: фурнйтура bliver, hvis det udtales på russisk, til det engelske ord furniture - der er altså tale om en møbelbutik, som ønsker at signalere en vestlig holdning.
I forvejen havde vi læst, at det kan være meget vanskeligt at få en russer til at smile. Det fik vi også eksempler på. Russiske paskontrollører har måske verdensrekord i udtryksløse robotansigter a la Putin. Men vi traf altså også mange smilende, ivrige og imødekommende mennesker a la Gorbatjov.

Det hjalp betydeligt på kontakten, når Hanne forsøgte sig med russiske ord og vendinger, men der var også en del yngre mennesker, som kunne mere eller mindre engelsk. Det var bl.a. universitetsstuderende, der arbejdede i caféer og butikkker. Ved markedsboderne blev der naturligvis sagt ”I give you good price”. Det er hurtigt lært. Men ved en af boderne traf vi en pige, som konverserede på smukt engelsk og tysk. Hun solgte pelshuer foran Isaacs katedralen.

East Side story

På vej til Dostojevskijs sidste lejlighed lidt øst for centrum kom vi gennem en mindre fashionabel del af St. Petersborg. Bemærk brandtrapperne af samme model som vi kender dem fra ældre dele af Manhattan, hvor West Side Story blev optaget. En hel bydel her i området var forvandlet til et sydende gademarked.

Dagen - og ferien - sluttede med en super god middag akkompagneret af Gipsy Show på hotellets restaurant ”Baron”. Desværre havde de udsolgt af borsch.

PS: Herovre følger vi Moskva-tid, så vi er to timer foran tidsangivelserne her på bloggen.

Hareøen

St. Petersborg er bygget på mere end 40 øer i Nevaflodens delta. I dag har vi spadseret gennem Vinterpaladset over to øer til en tredje, Hareøen, med Peter & Poul fæstningen, som omslutter den meget fine katedral, hvor Romanov’erne er begravet. Senest prinsesse Dagmar af Danmark, som i 2006 blev flyttet fra Roskilde Domkirke og genbegravet i netop denne zarernes og zarinaernes katedral. Dagmar var under navnet Maria Feodorovna gift med zar Alexander III og mor til den sidste zar, Nicholas II.

Både Vinterpaladset og Peter & Poul katedralen er vildt luksuriøst udsmykket. Efter sigende var denne luksus en af årsagerne til revolutionen i 1917, som startede netop på slotspladsen foran Vinterpaladset.

Vejen hjem fra Hareøen gik over Trotskijbroen. Trotskij var i øvrigt en af de mange, der sad som politiske fanger på Hareøen.

Møde mellem kontraster

St. Petersborg bliver kaldt meget - blandt andet mødestedet mellem øst og vest. Det fik vi i dag illustreret med dette billede af en amerikansk Hummer af krigerisk afstamning foran den ortodokse russiske kirke, Blodskirken.


På et marked lige i nærheden prøvede Olga at sælge os et kunstnerisk fotografi med en soldat i den ene side og legende børn i den anden. Hun beskrev billedet som krig og fred. En kontrast, som St. Petersborg gennem historien har oplevet i rigt mål.

Ankommet til St. Petersborg

Uden problemer af nogen art undervejs er vi ankommet til St. Petersborg.

Vi bor næsten nabo til Vinterpaladset og Neva-floden. Floden har vi lige kigget lidt på, og Vinterpaladset ordner vi måske i morgen.

Om lidt går vi til ro på vores dejlige hotel efter en spændende adserbadjansk menu.

Vejret har været smukt med klar sol - men koldt - og byen er forrygende stor og flot. Så meget har vi konstateret den første eftermiddag.

Nu lysner det

Nu tror vi på det. Fra søndag til torsdag i den kommende uge trasker vi rundt i St. Petersborg omme i Rusland.

For mindre end en uge siden sad vi en aften i sofaen og book'ede fly og hotel i St. Petersborg, og så begyndte forhindringerne at tårne sig op. Håndtering af den russiske ambassade ved visumansøgning er altså ikke for amatører. Så er det sagt. Brug fra starten et rigtigt rejsebureau. Helst et russisk.

Men nu har vi lige hørt fra onkel Lasse i København, at han - et døgn før deadline - har hjembragt vore visa fra en hjælpsom inder i et russisk rejsebureau, som fik faxet de dokumenter, vi bad om, fra vores russiske hotel for at tilfredsstille ambassaden, som skulle have dokumenterne håndbragt sammen med yderligere dokumenter fra netop et udenministerielt akkrediteret russisk bureau.

Vores hotel var i øvrigt også hjælpsomt. Petropalace hedder det. Det lyder som noget i retning af en stor benzintank, men det ser fint ud, og beliggenheden er suveræn, så vidt vi kan se. Midt i centrum.

Nordfrankrig

Du, kære læser, ved det sikkert allerede: Vi havde en fin tur rundt i Nordfrankrig.

Nu har vi haft god tid til at fordøje de mange indtryk. Tre billeder står lidt klarere i erindringen end de fleste andre:

I regndis kører vi ud til en lille klippeknold, som hårdnakket skyder sig op af Kanalen. Det er Mont Saint Michel, hvis snævre top og sider gennem århundreder har båret et fantastisk kloster. Klosteret - eller slottet - forekommer dobbelt så stort indvendig, som det er udvendig. Et imponerende bygningsværk.

Dagen efter går vi gennem hedelyng ud til den sydvestligste spids af Finisterre, verdens ende. Det sidste stykke må vi nærmest klatre på løse klippetykker for at komme frem og nyde udsigten ud over Atlanterhavet. Stedet hedder Pointe du Raz. Raz var vild, rå og flot.

To dage senere. Solen skinner, det er lunt, og vi er sammen med vore nordnorske venner taget til den hyggelige lilleby Auray på Bretagnes sydkyst, hvor vi trasker rundt i havneområdet. På en bænk nyder jeg en lokal øl for skibbrudne - La bière des Naufrageurs - mens pigerne forbereder indkøb af lokal keramik.

Og så kunne vi også have fortalt om Bayeux-tapetet, der skildrer normannernes erobring af England i 1066, eller Pointe du Hoc på invationskysten fra 1944. Eller et morgenmåltid på en bondemands mark med udsigt tværs over Seinens udløb til Le Havre.

Sydpå i bilen

Vi har fået bilen hjem fra værksted, og nu skal vi sydpå.

Lige nu ser planen ud som vist på kortet, men det eneste sikre er, at vi skal møde vore nordnorske venner i Vannes, Bretagne, på torsdag. Ellers vil vi lade inspirationen og vejret føre os rundt.

Forinden skulle bilen lige have et seviceeftersyn - og så skulle en irriterende mislyd fra transmissionen fjernes. En forundersøgelse viste at gearkassen skulle skiftes ud. (Ups!)

Når bilen alligevel var skilt ad, kunne vi lige så godt få en ny kobling i med det samme. (Argh!)

Den operation havde bilen tilsyneladende ikke mod på, så den nægtede at starte, da vi skulle på værksted. Altså blev den på nedværdigende vis slæbt fra garagen og ind til Odense. Og værkstedet blev bedt om endnu en udskiftning. (Grrrh!)

Nu er bilen næsten ny indvendig, og den skylder os problemfri kørsel de næste mange tusinde kilometer.

Tilbageblik

Det bedste ved turen til Krakow var vel at slentre rundt i gaderne i den gamle bydel. Til det formål var vi heldige med vejret. Vi ramte nemlig lige en sval periode mellem to hedebølger, hvor temperaturen steg til over 30. grader.

Af de mere spektakulære oplevelser har vi nævnt åbningskoncerten på den centrale markedsplads. Her følger et billede fra selve koncerten.

På det kulinariske område havde vi ikke på forhånd de store forventninger, men vi fik faktisk rigtig dejlig mad. Bedst på Miód Malina, hvor vi den sidste aften prøvede en svampesuppe serveret i et lækkert brød. På billedet ses hvordan.

På spisekortet var en anden suppe - også serveret i brød - som vi ikke havde mod til at prøve. Det var en gæret suppe.

Wieliczka saltminen

Gårdsdagens højdepunkt (!) var et besøg 138 m under jorden.

Wieliczka minen 20 km syd for Krakow var i brug som saltmine ind til 1995. Gennem århundreder har minearbejderne i fritiden pyntet minegange og større gallerier med figurer fra nisser til helgeninder.

Det mest imponerende var vel den 70 m lange kirkesal i 101 m dybde. Alle udsmykninger, statuer, krystallysekroner, alter, mm. var udhugget i salt. Et andet sted var en underjordisk sø og et tredje sted en underjordisk flod.

Efter to timers rundgang i ca. 1 % af minen blev vi hejst op til overfladen igen.

Også aftenen bragte et lille højedpunkt. I Grodzka nr. 40 ligger en rigtig hyggelig restaurant med et præg af ældre landsby-idyl og vældig god mad. Miód Malina hedder den.

I dag har vi gjort noget mere enkelt. Vi har kørt i sporvogn fra centrum ud til en af de nybyggede forstæder. Et område med lyse etageejendomme og et lille indkøbscenter af skurvogne.

Krakus og dragen

Som alle ved ligger Krakow ved floden Wisla. Den kan man bl.a. kigge ned på fra det gamle kongeslot Wawel.

Slottet ses her fra den indre gård. I gamle dage levede i en hule herunder en frygtelig drage. Efter mange trængsler lykkedes det Krakus at dræbe dragen. Han blev udråbt til hersker over den daværende landsby, som under hans styre udviklede sig til Krakow.

I dag på byens 750 års fødselsdag fejrede byens skolebørn ham med en stor drageparade.
Paraden og en stor del af byens indbyggere og gæster passerede under vore hotelvinduer i et spektakulært optog.

Senere på dagen besøgte vi den jødiske bydel. Jødisk er den måske ikke længere, for Hitler reducerede det jødiske samfund fra 60.000 mennesker til noget nær nul. Siden forfaldt bydelen, og først i de senere år er der ved at komme liv i gaderne igen. Vi oplevede kontrasterne, da en regnbyge drev os fra en noget miserabel markedsplads ind i en moderne, trendy café. I øvrigt kørte ejeren os hjem til hotellet i sin nye lækre Lexus, da det ikke lykkedes hans personale at skaffe en taxa. Han nægtede at tage mod betaling, men udråbte i stedet et "Viva Dania".

Vi kvitterer gerne med at nævne hans anden restaurant, Polskie Smaki, som vi agter at besøge i aften. Den ligger i nummer 5 på ul. Tomasza - en gade bag det nordvestlige hjørne af den centrale markedsplads.

Krakow

"Krakow, a city wrapped in legend, where time flows differently, and where every moment becomes a moment of history."

Sådan står der på http://www.krakow.pl/en/, og det er en af grundene til, at vi står op kl. 04:00 i nat.

Hvordan det siden går, det vil afspejle sig her på bloggen. Mere eller mindre.