Vi er her endnu, og det er varmen også.
I dag har vi sejlet med Captain Morgan rundt om hele Malta og naboøen Comino, og temperaturen har iflg. de lokale været oppe at ringe omkring de 35 grader.
Vi drikker og sveder og fordamper, men her efter kl. 21 i aften har det lignet vejrforandring. Vi har spist nede ved bugten, og en behagelig vind på i hvert fald under 30 grader smøg sig omkring os. Men nej, vi har lige tjekket vejrudsigten for i morgen. Den siger uforandret 34 grader, svag vind og en luftfugtighed på 80%.
Tilbage til Comino. Captain Morgan gav os et stop på tre timer i Den Blå Lagune. Hvis ikke der var så helvedes hedt, ville det være et paradis. Middelhavets mørkeblå skiftede inde i lagunen til klar grønlig-blå, og lagunen var indrammet af markante klippeformationer, som rejste sig op af havet. Et smukt syn. Folkeslag med andre gener end vores, kunne tåle mosten, så de badede og slikkede solskin fra store og små både og fra klippekysten.
Hanne var dog i Den Blå Lagune. Så kaldte frokosten, og derefter havde vi ikke energi til igen at forcere de solstegte klipper hen til badestedet.
Vi skal måske lige tilføje, at vi i lørdags tilbragte et par timer på vores egen strand. Resultatet ses endnu som en pink farve på Franks mave.