Efterår

Efteråret er blandt meget andet en eksplosion af farver.

Se engang vores baghave:

Og forhaven:

Donau-landene

Bukarest, Beograd, Budapest og Bratislava er europæiske hovedstæder, men hvor er det lige, de ligger? Og hvordan har landenes udvikling været?

Det fik vi lidt mere ind under huden i oktober under en herlig flodrejse på Donau fra Bukarest i Rumænien til Wien i Østrig. 

1332 km magelig sejlads og en lang række besøg i land efterlod et noget flimrende, men alligevel betagende og berigende indtryk af områder og folkeslag, som har været under indflydelse af skiftende stormagter fra Romerriget over Det Osmanniske Rige til Nazityskland og Sovjetunionen. For slet ikke at tale om de ødelæggende krigshandlinger under Jugoslaviens opløsning. Resultaterne af det sidste så vi bl.a. i Vukovar, Kroatien.

Den nuværende fattigdom i forhold til vesteuropæisk standard er udtalt, men lige så tydelig er tidligere tiders storhed og rigdom i de fire hovedstæder. Specielt Budapest (jo, det er hovedstaden i Ungarn) gjorde indtryk på os som en storby med spektakulære bygninger og udsigter omkring Donau.

Crêpe og Gåsegrippe

Mangler du det helt rigtige sted at give en ven eller veninde en suveræn oplevelse?

Så kan vi foreslå Crêperie le Mur d'Abeilles i Rougon, Provence. Et lille ydmygt sted i en meget lille by, men med en panoramaudsigt som tager pusten fra dig helt ude på kanten af en enorm kløft. Nærmere bestemt indgangen til Gorge du Verdun, som er Frankrigs svar på Grand Canyon.

Mens du fx nyder en Crêpe au Citron med et glas Cidre, kan du oven i købet være heldig at se en flok gåsegrippe kredse over kløften. Vi talte op mod 15-20 stykker ad gangen sidst i april 2012. Det er majestætiske flyvere med et vingefang op til 2,8 meter.

Rougon ligger i 900 meters højde, og i kløftens bund løber den grønne Verdun-flod på sin vej ud i Lac de Sainte-Croix i kløftens anden ende. Sæt gerne hele dagen af og kør en tur langs kløften med ture til fods ned til flodlejet.

Den kroniske medskyld

Fra januar 2002 anbragte USA fanger fra Afghanistan og siden Irak i Guantanamo. Hvad der siden skete – og ikke skete – er med rette blevet kritiseret.

Men som udgangspunkt er det rationelt at neutralisere personer, der opfattes som farlige for egne soldater, for de pågældende landes borgere, for menneskeheden. Hvordan det så kan og skal foregå, det er et stort dilemma.

Vore soldater fanger fra tid til anden somaliske pirater. Oftest bliver de sejlet hjem og løsladt, og det er helt utilfredsstillende. Andre gange prøver vi at få fx Kenya til at tage imod dem m.h.p. retsforfølgelse. Det er til gengæld risikabelt, for vi pådrager os et retligt medansvar for den efterfølgende behandling af fangerne. Det gør vi også i Afghanistan uanset, om vi selv overdrager dem til de afghanske myndigheder eller, om det sker via britiske soldaters mellemkomst.

Under overskriften Den kroniske medskyld skriver Weekendavisens Anna Libak om dette dilemma bl.a.: ”Hvem kan vi i en lovløs verden betro vores fanger, så de bliver behandlet i overensstemmelse med alle relevante konventioner? Ja, hvordan undgår vi, at de siden hen forlanger erstatning ved danske domstole med henvisning til, at vi kunne have forudset, at der var en reel risiko for, at de blev skidt behandlet?”

Anna Libak citerer bl.a. den danske advokat Tyge Trier, som har specialiseret sig i menneskerettigheder, og Dorrit Rée Akselbo, juridisk rådgiver og afdelingsleder ved RCT, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre.

Tyge Trier har ført den første - og foreløbig eneste retssag i Danmark - om danske styrkers medansvar for andres konventionsbrud i væbnede internationale operationer. På vegne af den afghanske statsborger Ghousouallah Tarin har han krævet erstatning af Forsvarsministeriet, fordi danske soldater i marts 2002 i Kandahar udleverede Tarin til de amerikanske styrker, hvor han angiveligt blev slået, sparket og fik barberet skægget af. Ganske vist tabte Tyge Trier sagen ved Østre Landsret i april sidste år, men sagen er ikke slut. Trier har for nylig fået bevilget fri proces til at føre sagen for Højesteret, og nye domme fra den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gør ham optimistisk.

Dorrit Rée Akselbo fra RCT foreslår, at man opretter såkaldt humane fangelejre til de varetægtsfængslede. Lejrene bør bemandes af kvalificeret personale, som har forstand på at håndtere fanger efter de internationale konventioner.

Alternativet er, at vi i årtier kan blive sagsøgt af personer, som andre har behandlet dårligt. Uanset om disse personer er uskyldige eller grumme forbrydere.

Skal vi helt blande os udenom, når der er svære problemer ude i verden – eller skal vi supplere bevillingerne til militær hjælp i verdens brændpunkter med bevillinger til anstændigt drevne Guantanamoer?