14.10.12

Donau-landene


Bukarest, Beograd, Budapest og Bratislava er europæiske hovedstæder, men hvor er det lige, de ligger? Og hvordan har landenes udvikling været?


Det fik vi lidt mere ind under huden i oktober under en herlig flodrejse på Donau fra Bukarest i Rumænien til Wien i Østrig. 


1332 km magelig sejlads og en lang række besøg i land efterlod et noget flimrende, men alligevel betagende og berigende indtryk af områder og folkeslag, som har været under indflydelse af skiftende stormagter fra Romerriget over Det Osmanniske Rige til Nazityskland og Sovjetunionen. For slet ikke at tale om de ødelæggende krigshandlinger under Jugoslaviens opløsning. Resultaterne af det sidste så vi bl.a. i Vukovar, Kroatien.


Den nuværende fattigdom i forhold til vesteuropæisk standard er udtalt, men lige så tydelig er tidligere tiders storhed og rigdom i de fire hovedstæder. Specielt Budapest (jo, det er hovedstaden i Ungarn) gjorde indtryk på os som en storby med spektakulære bygninger og udsigter omkring Donau.