Sådan indleder Per Stig Møller en kronik i dagens Berlingske. Udgangspunktet er de aktuelle kriser i EU, Mellemøsten og USA, og Per Stig beskriver med stor indsigt og klare formuleringer den afmagt, der præger selv de mest moderne demokratier.
Spørgsmålet er, skriver Per Stig, om demokratiet kan klare dybe og langvarige kriser? Ved indledningen til Mellemkrigstiden var der ud af Ruslands og Østrig-Ungarns nederlag opstået en lang række nye stater. De blev straks demokratier, men omkring 1930 var de alle med undtagelse af Tjekkoslovakiet på grund af den økonomiske krise blevet overtaget af diktatorer. Befolkningerne valgte demokratiet fra. De »elendige, demokratiske« politikere fik skylden for krisen, hvorfor man foretrak »den stærke mand«. Og i dette forår bankede fortiden på døren.
Her er nogle spørgsmål og analyser fra kronikken:
- Demokratiet er blot en skikkelig måde at få løst problemerne og uenighederne på og baserer sig på samtale i gensidig respekt, men hvordan klarer det uforsonlighed, terror og vold?
- Er vi nået til et punkt, hvor populismen til sidst kalder en eller anden stærk, teknokratisk, autoritær styreform frem?
- Pludselig optager ét emne alle medier og dermed os alle, og straks skal politikerne have et svar og en løsning, inden eftertanken og de rette proportioner når at sætte sig igennem.
- Medierne forlanger handling, og det skal være nu. Nævn et problem, og du har det! Og har du ikke straks løsningen på det, dømmes du ude for nøl.
- Aldrig før har så mange kunnet indhente information om så meget på så kort tid, men det betyder samtidig, at aldrig før har så mange vidst så lidt om så meget.
Det skal tilføjes, at Per Stig ikke selv har konkrete forslag til en bedre demokrati-model.
