Viser opslag med etiketten Nordfrankrig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nordfrankrig. Vis alle opslag

21.9.07

Nordfrankrig

Du, kære læser, ved det sikkert allerede: Vi havde en fin tur rundt i Nordfrankrig.

Nu har vi haft god tid til at fordøje de mange indtryk. Tre billeder står lidt klarere i erindringen end de fleste andre:

I regndis kører vi ud til en lille klippeknold, som hårdnakket skyder sig op af Kanalen. Det er Mont Saint Michel, hvis snævre top og sider gennem århundreder har båret et fantastisk kloster. Klosteret - eller slottet - forekommer dobbelt så stort indvendig, som det er udvendig. Et imponerende bygningsværk.

Dagen efter går vi gennem hedelyng ud til den sydvestligste spids af Finisterre, verdens ende. Det sidste stykke må vi nærmest klatre på løse klippetykker for at komme frem og nyde udsigten ud over Atlanterhavet. Stedet hedder Pointe du Raz. Raz var vild, rå og flot.

To dage senere. Solen skinner, det er lunt, og vi er sammen med vore nordnorske venner taget til den hyggelige lilleby Auray på Bretagnes sydkyst, hvor vi trasker rundt i havneområdet. På en bænk nyder jeg en lokal øl for skibbrudne - La bière des Naufrageurs - mens pigerne forbereder indkøb af lokal keramik.

Og så kunne vi også have fortalt om Bayeux-tapetet, der skildrer normannernes erobring af England i 1066, eller Pointe du Hoc på invationskysten fra 1944. Eller et morgenmåltid på en bondemands mark med udsigt tværs over Seinens udløb til Le Havre.

16.8.07

Sydpå i bilen

Vi har fået bilen hjem fra værksted, og nu skal vi sydpå.

Lige nu ser planen ud som vist på kortet, men det eneste sikre er, at vi skal møde vore nordnorske venner i Vannes, Bretagne, på torsdag. Ellers vil vi lade inspirationen og vejret føre os rundt.

Forinden skulle bilen lige have et seviceeftersyn - og så skulle en irriterende mislyd fra transmissionen fjernes. En forundersøgelse viste at gearkassen skulle skiftes ud. (Ups!)

Når bilen alligevel var skilt ad, kunne vi lige så godt få en ny kobling i med det samme. (Argh!)

Den operation havde bilen tilsyneladende ikke mod på, så den nægtede at starte, da vi skulle på værksted. Altså blev den på nedværdigende vis slæbt fra garagen og ind til Odense. Og værkstedet blev bedt om endnu en udskiftning. (Grrrh!)

Nu er bilen næsten ny indvendig, og den skylder os problemfri kørsel de næste mange tusinde kilometer.