20.4.06

Stillehavet

Den 24. marts noterede vi: ”Formiddagsbad i Stillehavet. Hvordan havet har fået det navn, forstår man ikke. Havbunden stiger ret stejlt ind mod stranden, så dønningerne brækker over med et bulder, som vi kan høre døgnet rundt.”

”Når først man er kommet ud gennem brændingen, bliver man på elegant vis båret oppe af det meget salte vand. Ynglinge på meget korte surf-brædt'er tager turen på langs ad dønningerne.”


Selv om vi ikke tog til Mexico for at holde badeferie, må vi indrømme, at stranden kommer ind på top 10 listen over de største oplevelser på turen. Måske endog top 5. Perfekt sandstrand så langt ud i vandet, vi kunne bunde. Og med bar og toiletter få meter borte.

Vi badede og vi lå på stranden. Og vi gik langs stranden. Men især kiggede vi på stranden, strandlivet, havet og pelikanerne, der styrdykkede efter fisk. Når vi spiste morgenmad i den åbne restaurant, sad vi og kiggede ud over vandet med havluften i ansigtet. De fleste aftener i Puerto Vallarta sad vi også og så solen gå ned i Stillehavet mens vi nød en drink.

8.4.06

Hul i stakittet


Oliver har i nogen tid gået og puslet om sin første rokketand. Nu er det slut.

Der er fri bane for den første voksentand.

4.4.06

Teotihuacan

Det første minitema fra mexico-turen må handle om Teotihuacan. En by, som for et par tusinde år siden var en af verdens største.
I dag ser vi et ruinkompleks langs dødens allé. De største seværdigheder er Solens pyramide og Månens pyramide. Læs her om bygningsværkerne. Du kan se en arkæologisk gennemgang her.
Byen blev af ukendte grunde plyndret og forladt i 600-tallet, og man ved utroligt lidt om dens beboere.
I månens pyramide er der for nylig fundet en gravplads, men ellers var det måske ofring og ikke opbevaring, der var i højsædet. For Aztekerne, som senere overtog området og en del af forgængernes guder, var menneskeofringer i hvert fald helt centrale. De var nødvendige for at holde solen i gang. Den makabre historie kan du læse her.
Hanne og hendes venner efter nedstigning.
Kun tre fra vores selskab havde lyst til at udfordre den største, Solens pyramide. Min Hanne var naturligvis den ene, og hun have naturligvis sit kaffekrus med i hånden. Alle tre kom både op og ned, og det sætter præstationen i relief, at det foregik i den tynde luft 2.200 m over havets overflade.