Nu har vi haft god tid til at fordøje de mange indtryk. Tre billeder står lidt klarere i erindringen end de fleste andre:
I regndis kører vi ud til en lille klippeknold, som hårdnakket skyder sig op af Kanalen. Det er Mont Saint Michel, hvis snævre top og sider gennem århundreder har båret et fantastisk kloster. Klosteret - eller slottet - forekommer dobbelt så stort indvendig, som det er udvendig. Et imponerende bygningsværk.
Dagen efter går vi gennem hedelyng ud til den sydvestligste spids af Finisterre, verdens ende. Det sidste stykke må vi nærmest klatre på løse klippetykker for at komme frem og nyde udsigten ud over Atlanterhavet. Stedet hedder Pointe du Raz. Raz var vild, rå og flot.
To dage senere. Solen skinner, det er lunt, og vi er sammen med vore nordnorske venner taget til den hyggelige lilleby Auray på Bretagnes sydkyst, hvor vi trasker rundt i havneområdet. På en bænk nyder jeg en lokal øl for skibbrudne - La bière des Naufrageurs - mens pigerne forbereder indkøb af lokal keramik.Og så kunne vi også have fortalt om Bayeux-tapetet, der skildrer normannernes erobring af England i 1066, eller Pointe du Hoc på invationskysten fra 1944. Eller et morgenmåltid på en bondemands mark med udsigt tværs over Seinens udløb til Le Havre.
