20.4.06

Stillehavet

Den 24. marts noterede vi: ”Formiddagsbad i Stillehavet. Hvordan havet har fået det navn, forstår man ikke. Havbunden stiger ret stejlt ind mod stranden, så dønningerne brækker over med et bulder, som vi kan høre døgnet rundt.”

”Når først man er kommet ud gennem brændingen, bliver man på elegant vis båret oppe af det meget salte vand. Ynglinge på meget korte surf-brædt'er tager turen på langs ad dønningerne.”


Selv om vi ikke tog til Mexico for at holde badeferie, må vi indrømme, at stranden kommer ind på top 10 listen over de største oplevelser på turen. Måske endog top 5. Perfekt sandstrand så langt ud i vandet, vi kunne bunde. Og med bar og toiletter få meter borte.

Vi badede og vi lå på stranden. Og vi gik langs stranden. Men især kiggede vi på stranden, strandlivet, havet og pelikanerne, der styrdykkede efter fisk. Når vi spiste morgenmad i den åbne restaurant, sad vi og kiggede ud over vandet med havluften i ansigtet. De fleste aftener i Puerto Vallarta sad vi også og så solen gå ned i Stillehavet mens vi nød en drink.