I dag tegner vejret fint, men derefter er det dansk igen:
I dag har vi sejlet med Captain Morgan rundt om hele Malta og naboøen Comino, og temperaturen har iflg. de lokale været oppe at ringe omkring de 35 grader.
Vi drikker og sveder og fordamper, men her efter kl. 21 i aften har det lignet vejrforandring. Vi har spist nede ved bugten, og en behagelig vind på i hvert fald under 30 grader smøg sig omkring os. Men nej, vi har lige tjekket vejrudsigten for i morgen. Den siger uforandret 34 grader, svag vind og en luftfugtighed på 80%.
Tilbage til Comino. Captain Morgan gav os et stop på tre timer i Den Blå Lagune. Hvis ikke der var så helvedes hedt, ville det være et paradis. Middelhavets mørkeblå skiftede inde i lagunen til klar grønlig-blå, og lagunen var indrammet af markante klippeformationer, som rejste sig op af havet. Et smukt syn. Folkeslag med andre gener end vores, kunne tåle mosten, så de badede og slikkede solskin fra store og små både og fra klippekysten.
Det gik på trods af fummelfingrede agenter i flere lande. Andre samlede stumperne op og fik det til at gå, selv om fx vores hotelværelse var afbestilt kort før vi ankom.
Siden har vi kigget på hovedstaden Valetta. Her hovedgaden ud for den store katedral. Statuen minder om den nordiske periode sidst i 1000-tallet.
Og vi her har vi indsejlingen til Mgarr på naboøen Gozo, hvor vi naturligvis tog til hovedbyen Victoria og så på Citadellet.
Vi har det lunt - for ikke at sige meget varmt. Med 30 grader fra morgenstunden er vi under hastig nedsmeltning. Heldigvis har vi fået installeret køleskab med fryser - alt i husholdningsstørrelse - så vi klarer os igennem med mange kolde drinks.